Da jeg rundede det skarpe 50-års hjørne sidste år, ventede jeg på en reaktion, en forandring. Intet skete, umiddelbart. Indtil jeg opdagede, at mine tanker arbejdede vildt, hviskede på højtryk: Hvad skal du, hvad vil du, hvad kan du, hvad er du nødt til, hvad er du faktisk ikke nødt til (mere)...
Jeg er nået frem til én ting: Jeg må og skal læse.
Sad forleden og så Filmmagasinet med en anmeldelse af den nye film om Bjørnen Paddington. Jeg var straks tilbage i mit børnekammer - og ja, det var et børnekammer, maks. 5 m2. Med skråvægge.
Under den skråvæg stod min juniorseng, og i den har jeg læst og læst og læst. Og Paddington var der altid - med sin klodsethed, sin sødme og sit rene hjerte. Helt fra det mørke Peru.
Og jeg tog med ud på prærien med Laura Ingalls Wilder, kunne mærke både støvet i næsen og kulden i kinderne, når vind og vejr vendte vrangen ud på naturen. Jeg slæbte og knoklede sammen med den lille familie. Og jeg glædede mig med Laura, når hun fik ny kjole eller sin egen hest.
Og der var siden Conan Doyles dystre, gotiske engelske gåder - uhyggelige, eksotiske og udfordrende. Krøb ind under huden, gjorde de - så trolden med de lange arme kom til live efter lang tids søvn og dens øjne lyste under sengen.
Jeg må og skal læse. Dengang og nu. Det er i litteraturen alt bliver vist frem, det er der alle spørgsmål kan stilles og alle svar kan overvejes.
Har netop lånt Pia Juul. Hør bare her:
Snestorm
En snestorm udsatte deres møde. Det føltes som en katastrofe, men de kunne ikke vide, at der var tid nok.
God læselyst.
KhB
Ingen kommentarer:
Send en kommentar