Hvordan en gammel klud bliver ny igen...

90'er-stil - Chik eller kikset?

Nej nej, bare rolig, det sidste jeg vil kaste mig ud i er at skrive en modeblog! I forbindelse med mine "midtlivs-reflektioner" kom jeg bare lige en tur forbi mit klædeskab...

Hvis jeg nu forestiller mig, at jeg stod og kiggede ind i det samme skab for 20 år siden - hvad jeg faktisk gjorde - mahogniskabe forgår ikke så let! - SÅ havde det ikke set rædsomt anderledes ud: En rimelig mængde 'økologisk rigtigt' tøj, nogle stykker med håndlavede broderier (sikkert lavet af underbetalte kvinder i den 3. verden!!), en del klassikere i de 'modne' farver - bordeaux og lilla, sort/hvid, blågrønne nuancer - og så lidt sommerligt khakigrønt og offwhite... Næsten ingen syntetiske stoffer...

Oh man!! Alt det moderne er røget ud undervejs - når de pastelfarvede, hudfarvede, neonfarvede og stormønstrede vinde er blæst forbi, har de efter et års tid eller to fundet stille vej ud gennem soveværelsesvinduet - og så står jeg tilbage med det samme, som altid.

Ved snart ikke om jeg skal være gammelstolt over min "stilsikkerhed" (AARGH!) eller erkende, at løbet er kørt: jeg bliver aldrig "moderne" igen!

MEN.... Et forsøg på REVOLUTION ligger i min strikkekurv... - Nu går jeg nemlig tilbage til 70'erne! TAG DEN!
Det er godt nok ren uld, og farverne fornægter sig ikke - men jeg er kastet mig ud i en busseronne - ja, altså sådan en halvlang overtræksbluse/kjoleagtig ting - mange kalder det for en "tunika" i dag - men det gamle ord er vel lige så godt... retro, altså!
Den er nok lidt som noget, der kunne være hentet fra Hendes Verden i 70'erne - men hvad nu hvis de (vi) gamle klude kunne blive nye igen? Når de kan det i Paris, kan vi vel også gøre det i Hylke...

Endeligt billede følger, når eller hvis produktionen bliver fuldført... Kommentarer (måske) velkomne ;-)

Litteratur - der lukker verden op

Tid er gået, tekster er skrevet andetsteds, og mange bøger er læst...

Da jeg rundede det skarpe 50-års hjørne sidste år, ventede jeg på en reaktion, en forandring. Intet skete, umiddelbart. Indtil jeg opdagede, at mine tanker arbejdede vildt, hviskede på højtryk: Hvad skal du, hvad vil du, hvad kan du, hvad er du nødt til, hvad er du faktisk ikke nødt til (mere)...

Jeg er nået frem til én ting: Jeg må og skal læse. 

Sad forleden og så Filmmagasinet med en anmeldelse af den nye film om Bjørnen Paddington. Jeg var straks tilbage i mit børnekammer - og ja, det var et børnekammer, maks. 5 m2. Med skråvægge.

Under den skråvæg stod min juniorseng, og i den har jeg læst og læst og læst. Og Paddington var der altid - med sin klodsethed, sin sødme og sit rene hjerte. Helt fra det mørke Peru.

Og jeg tog med ud på prærien med Laura Ingalls Wilder, kunne mærke både støvet i næsen og kulden i kinderne, når vind og vejr vendte vrangen ud på naturen. Jeg slæbte og knoklede sammen med den lille familie. Og jeg glædede mig med Laura, når hun fik ny kjole eller sin egen hest. 

Og der var siden Conan Doyles dystre, gotiske engelske gåder - uhyggelige, eksotiske og udfordrende. Krøb ind under huden, gjorde de - så trolden med de lange arme kom til live efter lang tids søvn og dens øjne lyste under sengen.

Jeg må og skal læse. Dengang og nu. Det er i litteraturen alt bliver vist frem, det er der alle spørgsmål kan stilles og alle svar kan overvejes.

Har netop lånt Pia Juul. Hør bare her:

Snestorm

En snestorm udsatte deres møde. Det føltes som en katastrofe, men de kunne ikke vide, at der var tid nok.

God læselyst.

KhB